Lost in the Woods

LOST IN THE WOODS




 


HULDREN


Naar Løvet falder,
kan man høre Huldren sukke;
thi snart i Fjeldets Haller
maa hun sig indelukke.

Mens Somren varer,
hun bygger og bor bag Løvet;
ja, tit blandt Sangfugl-Skarer
sidder hun frydbedøvet.


Den første Svale
har hun baaret mildt paa Skuldren;
den fløi til dybe Dale
med Glædesbud fra Huldren.

Fra Fjeld-Altaner
udslaaer hun, naar Jonsok kommer,
Tapeter og Høitidsfaner,
vævde af Løv og Blommer.

Mens Fuglen tier,
og Solen bag Aasen daler,
hun spiller i grønne Lier
de fuldeste Skov-Koraler.

Naar Glædens Dage
henvisne med Birkens Krone,
da la der hun Spillet klage
med sitrende, dæmpet Tone.

Naar Løvet falder,
hun flytter med tunge Sukke
til Fjeldets sorte Haller,
som Jettestenene lukke.

Mens Huldren flytter,
Du maa ei til Fjeldet vandre;
dvæler Du der og lytter.
kan hun dit Sind forandre.

Paa Folkets Munde
bor Sagnet om Spillemanden,
der kom fra visne Lunde
med Kummer-Sky paa Panden.

Han rørte siden
sit Spil over Blomsterenge;
men Suk fra Løvfaldstiden
bævede paa hans Strænge.

Johan Sebastian Welhaven





NØKKEN

 
Jeg lagde mit øre til Kildens Bred,
Og lytted til Nøkkens Sange;
Og Egnen hvilte i stille Fred,
Og Dagen led,
Og Skyggerne blev lange.

Man siger, at Nøkken er fri og glad,
Og dandser paa Kiselstenen;
Men Fuglen hører bag Birkens Blad
Hans Vemodskvad,
Og vugger sig taus paa Grenen.

Naar Skumring hviler paa Fjeld og Vang,
Og lukker al Verdens Munde,
Da nynner han først sin bedste Sang;
Hans Nat er lang:
Han kan ei hvile og blunde.

Jeg hørte ham hulke, mens Aftnens Skjær
Svandt hen bag de dunkle Skove.
Da trillede Duggen fra alle Træ'r,
Der stode nær
Og skygged den klare Vove.

Hans Harpe spilled med dæmpet Streng
Den ømmeste Serenade:
"God Nat, min Rose! Ak, til din Seng,
Fra Skov og Eng,
Gaa Drømmenes Alfer glade.

Du aander og gløder saa skjær og varm,
Og ved ei, hvad jeg maa friste.
Jeg døver min Sorrig i Sus og Larm;
Men ak, min Barm
Vil aldrig dit Billed miste!"

av Johan Sebastian Welhaven

 


MØLLERGUTTEN

 
Møllergutten sad ved Kværnehuset
under Haukelidens Fjeld,
og han hørte der i Elvesuset
Hallingslåtten fra det dybe Væld.
Fossegrimen sine Strenger rørte,
Skummet sprang og hvirvlede dertil.
Ingen uden Møllergutten hørte,
Hvordan Elven gik med Strengespil.

Og han kunde siden med sin Bue
stryge Fossegrimens Dans;
aldrig før i Hytte og paa Tue
var der hørt saa gjævt et Spil som hans;
aldrig gik der over Gulv og Enge
saadan Halling, som hvor han gav Klang;
men han har vel og med sine Strenge
gjort det stilt i Laget mangen Gang.


Og der kom, hvorom han aldrig drømte,
skjønt han gik saa tankefuld,
Brev og Bud til ham fra den berømte
vidt bereiste Mester Ole Bull.
Han, der turde selv ved Kongethroner
lade Slaatten over Strengen gaa,
han erindred, at dens bedste Toner
lød paa Fjeldet i en Hyttevraa.

Og da lod han Møllergutten bytte
Denne Hytte med en Hal,
Hvor vel fler end Tusind kunde lytte
til de underbare Toners Fald.
Møllergutten sad, som naar man stirrer
Overbøiet paa et Elvdybs Pragt,
og som Broen, hvor man dvæler, dirrer,
saadan rysted Sædet ved hans Takt.

Men hans Spil var og som Fossefaldet,
Der i stride Hvirvler gaar,
Og ved Spillet blev hver Tanke kaldet
Did, hvor Fossegrimen Harpen slaar,
kaldet fjernt hen til de grønne Dale,
der har Kilder fra et snedækt Fjeld,
hvor vor Kunst i Toner som i Tale
altid finde skal sit friske Væld.

Johan Sebastian Welhaven