Theodor Kittelsen

BAANEBERGET/ BÅNEBERGET
 

Båneberg. På Sandødden, nord for Flågan, var det hus i gammal tid. Der dreiv døm med å brenne brennevin og selja. Følk som kom roande fjorden, var innom der og kjøpte sei fyll. Ein gong hadde nokon oppi bygda vøri til kjørka og døpt ein unge. Da døm kom til Ødden, svinga døm innom og sette sei til å drikke. Karane vart så fulle, at da døm kom på fjorden og vinden drog på, velta båten. Både karane og kvinnfølka, som var med, drukna. Men ungen, som var godt inntulla, flaut i vatnet. Han bles opp i ei bergskorte i fjorden mellom Havika og Strand. Det var liv i'n da følk fant'n. Etter detta vart desse berga kalla Båneberg.

Opphavsrett: Andreas Mørch sine etterkommere


SORIA MORIA SLOTT

«Langt, langt borte saa han noget lyse og glitre»



Theodor Kittelsen/ Foto av Hel PhotoArt



PAA VEI TIL GILDE I TROLDSLOTTET



Over de store mørke aaser rundt omkring kom der labbende lange tog med rare skikkelser. Nogle var saa gamle, at der grodde mose og småbusker paa dem, andre saa udgamle og krogede av ælde, at de ligned vredne fururødder og maatte bæres med. Det knaged og braged og rasled, det pusted og snøfted; for alle vilde med i laget, ind i guld og glans, ind i Soria Moria slottet, som laa der og skalv af lys og dirrende toner.

Fra Theodor Kittelsen: "Troldskab"



BLEGE TAAGER VANDRET OVER TJERNET





DET RUSLER, TUSLER, RASLER OG TASLER





THE CAT WHO LOVED TO EAT




PESTA





NØKKEN



Billedkunstneren Theodor Kittelsen som i flere år bodde i Sigdal ga trollet, nøkken og draugen et ansikt. De dukket opp over alt i naturen i de kjente tegningene til Asbjørnsen og Moes eventyr.



ANDERSNATTEN
Sigdal, Norge





EKKO




NÅR ASPEN BLØR



All paintings/ drawings by Theodor Kittelsen
All photos by (C) Hel PhotoArt



SKOGSTJERNET

(c) Hel PhotoArt

Dypt inne i Skogen
ligger et stille Skogstjern
blinkende og lokkende
mellom tunge granlegger...
Tror du det er en gammel morken trerot
som ligger der ute og flyter?
Vokt deg!
Det er Nøkken som venter,
klar til å gripe deg
med sine våte, slimete hender... 

Av Theodor Kittelsen



NØKKEN


Nøkken er lumsk. Han jager efter menneskeliv. Naar solen gaar ned, maa du agte dig. Han kan ligge i den store straalende tjernliljen, som du strækker haanden efter. Neppe har du rørt ved den, før hængemyren synker under dig,- da griber han dig med sine vaade slimede hænder.
Eller naar du sidder alene nede ved tjernet en kveldsstund...der dukker minder op, snart ett og ett, snart i flok og følge,- minder med samme varme farve og glans som de speilende straaler mellem blækker og vandliljer. Vogt dig da! Det er strengene, som nøkken spiller paa. Tjernet tryller minderne frem, og nøkken ligger under og lurer. Han ved, at han saa let kan fange os i det deilige dirrende speilbillede.
 - Nøkken kan skabe sig om i alle mulige skikkelser. Ofte ligger han paa standen som et underligt glimrende smykke; rører du det, er du i hans magt. Ja, saa lur er han, at han kan lægge sig som en efterglemt fiskestang i græsset, med baade snøre og krog paa.
 Et annet gammelt kneb han har brugt saa ofte, at han sjelden faar nogen til at bide paa mer. Han skaber sig om til en gammel pram, halvt opptrukken paa land. Men det hender jo ligefuldt, at der kommer en tosk, som ser prammen og tænker som saa: "Naa, for et gammelt traug! Den er jo halvfuld af vand...Men- der ligger sanderlig et gammelt blikkspand!" Og saa giver han sig til at øse læns nøkken. Saa ud paa vandet med prammen og opi!
 I førstningen gaar det bra; for nøkken vil gjerne lege med sit bytte som katten med musen. - Nei, hvor deiligt det er at glide mellem vandliljerne. Vandet ligger saa blankt og stille. Hvert aaretag blir som en grusom synd... Langt derborte driver en liden ø med et bjerketræ paa, -den var det moro at komme ud til!
 Men midt utpaa vandet tager den gamle prammen til at lække og lække. Saa sprækker den og synker mer og mer. Da slynger nøkken sig om sitt bytte og drager ham med sig i dybet.

Av Theodor Kittelsen



SKOGENS VINTERHAVE


Jeg ved en Vinterhave,
af Høsten efterglemt;
et fattigt Sommerminde,
som Skogen dybt derinde
har tyst og stille gjemt.

Den ejer ingen Roser
og ingen Blomster blaa;
men frossen Mose smiler,
og visne Bregner hviler
paa Tuens stive Straa.

En Kongle, tung og iset,
som Stormen tog i fjor,
lidt Lyng langs Klippevæggen,
og under Granelæggen
et skjær af frossen Jord.

Og derfor sænker Granen
de hvide Grene ned,
at Sneen ei skal ane,
ei Vinterstormen rane
den dyre Herlighed.

Og derfor smiler Bjerken
saa lunt til Snar og Krat;
den ved, den har derinde
saa sødt et Sommerminde
den lange Vinternat.

Av Theodor Kittelsen



SVARTEDAUEN AV THEODOR KITTELSEN


Pesta var i norsk folketro personifiseringen av svartedøden. Hun skulle være kledd i svart og gikk fra gård til gård og bragte sykdommen med seg dit hun dro. Hun hadde med seg en sopelime og en rive. Hvis hun kom med sopelimen, ville alle på gården dø. Hvis hun kom med riven, ville noen overleve.

(c) Hel PhotoArt

I sin bok "Svartedauden" tegnet Theodor Kittelsen hovedpersonen Pesta etter en kvinne han hadde møtt i Skåtøy. Hun ble bildet på den norske Pesta.

I boka "Glemmebogen" forteller han om dette møtet:
"Hun var liten, mager og sammensunken, hennes ansikt grønn-gult med sorte flekker. Øynene hennes skjelte, de var mørke og rastløse og satt dypt i skallen hennes, nå og da lyste et merkelig onde i dem, og de flakket rundt i alle retninger, slik at det var umulig å feste blikket. Hodet vippet opp og ned. Munnen beveget seg raskt - skarp og bitter. Hun var verre enn pesta selv, tenkte jeg for meg selv, derav navnet hennes."



PESTA

Tegninger av Hel PhotoArt:


Pesta farer landet rundt, | The Plague Hag is sweeping the land
i by og bygd, hus og hytte. | town and villages, house and cottages.
Hun raker i hundrevis, | She brooms hundreds,
soper i tusenvis. | sweeps thousands.
.
Skaadden vælter i vældige flak, | The fog is coming
over fjord og fjeld. | over the fjords and mountains.
Lægger sig dødningeklam | Clammy like a ghost
over alt. | everywhere.


Pesta med sin sopelime skaaner ingen. | The Plague Hag with her broom spares no one.
Soper den som træt af livet, | Sweeps the one who is tired of life,
knækt af kummer og af smærte, ber om døden. | broken of pain, begs for death.
Soper den som ber om livet, | Sweeps the one asking for life,
den som først i rædselen i sit sidste øieblik, | the one who in the horror of his last moment,
hykler for  et gudebilled. | hypocrites for a idol.
Soper alle uden skaansel, ind i døden. | Sweeps them all, into death.



Limen soper i krik og krok. | The broom sweeps every corner.
Alt er trist, deiligt trist, | All is sad, really sad,
død og døde, stank og raaddenskab. | dead and death, stench and putrefaction.
Væggene sprækker, bjælkerne raadner. | The walls crack, the beams rot.
Bladene falder. | The leaves are falling.
Luften graater sne og slud.| The air is crying snow and sleet.


Pesta drager. | The Plague Hag is leaving
Stille, stille | Quiet, quiet
vil jeg fare. | I will go.
.
Sungen er sidste tone | Sung is the last tone
af en gravsang. | of a grave song.


By Theodor Kittelsen